Jump to Navigation

Sidste dag i Tour de France cykelløbet
23. Juni, 2011

Så er det endelig blevet sidste dag i cykelløbet. Sidste dag med en kæmpe tung fod oven på sig.

Ikke nok med at foden er kæmpe og tung, den er beklædt i en gul sko. Gul passer slet ikke til mig. Jeg passer bedst sammen med naturfarver. Han tænker kun på sig selv. Hvad der klæder ham bedst og ikke hvad der klæder cyklen, eller for den sags skyld mig. Jeg har endda fået klistret en gul refleks på mig, så jeg rigtig kan matche ham og hans tøj.
Så nu går starten og af sted det går. Sikke han cykler der ud af. Tænker han slet ikke på at han presser alt sin vægt ned på mig? Han tænker kun på at komme først. Hvad med lille Peter på den anden siden? Han er helt ny i det her og så ung, bare han klare alt den vægt.
 
En cykel kommer tættere på os. Jeg kan høre en råbe mit navn. Ud ad øjenkrogen kan jeg se hvem det er. Det er Søren. Min gamle ven som jeg delte min allerførste cykel med. Vi var begge lige blevet lavet og skulle på vores første cykel. Vi blev sat sammen og derfra udviklede et fantastisk venskab sig. Men så en dag kom en mand og sagde at han kun ville have mig og ikke Søren. Vi var begge i chok! Hvordan kunne man skille en cykel ad og kun tage de dele man ville have og så bare lade resten af delen blive?
Jeg blev sat på en anden cykel og sendt til et andet land. Søren blev hos cykelhandleren.
 
”Hej Søren det er godt nok længesiden.” ”Hej ja det er det. Tænk at vi lige skulle mødes her i Tour de France? Hvem havde troet det?” ”Ja det må du nok sige, men hvordan er du havnet her?” ”jo nu skal du høre”
Det var sommeren 2007 og jeg blev taget af cykelen. Jeg blev pakket ind og sendt af sted til et andet sted. Turen var så lang, at jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede var jeg allerede sat på en ny cykel. Den var helt ny og jeg kunne lugte at den lige var kommet ud af plasten. Min første tanke var, hvad de dog ville med en ældre pedal som mig på en splinter ny cykel som denne.
Pedalen på den anden side, bød mig velkommen og spurgte hvad jeg hed. Jeg svarede at jeg hed Søren.
Hej Søren jeg hedder Martin sagde han. Jeg spurgte hvad jeg lavede her og hvorfor en gammel pedal som mig var havnet her på en ny cykel. Martin fortalte, at det var fordi de ville have en erfaren pedal med på holdet, når de skulle med i Tour de France. Jeg gik helt i stå da han fortalte at jeg skulle være med i Tour de France.
Og nu er jeg med for tredje år i træk og det er helt fantastisk synes jeg.
Ja det synes jeg også, men af og til er han ikke så sød ved mig. F.eks. har han klistret en gul refleks på mig så jeg rigtig kan matche.
Hov Søren jeg smutter nu, jeg tror han har planer om at vinde i år, håber vi ses igen.
 
Igen tænker han kun på sig selv. Jeg havde lige mødt min gamle ven og er ved at indhente alt og så skal vi bare af sted. Endnu en ting der kan komme på min liste over 100 ting jeg hader ved ham. Jeg er allerede oppe på 168 ting.
Så nu går det stejlt op af bjerget og han ligger mange kræfter i at klare det. Vi ligger godt fremme i feltet, men vi er ikke alene. Over til højre er Kim. Han er min værste konkurrent. Sidste år startede han et rygte om mig. Han fortalte alle de andre pedaler, at grunden til at jeg stadig var med, var fordi de ikke nænnede at skifte mig ud. Det passer ikke for jeg er den bedste af os alle sammen.
 
Så slår vi til og vi overhaler Kim og nogle af de andre, men vi ligger stadig ikke som nummer et. Vi nærmer os den cykel som ligger nummer et, men hvem er det? Da vi kommer op ved siden af dem, ser jeg den smukkeste cykelpedal jeg nogensinde har set. Jeg havde hørt rygter om at der var en smuk cykelpedal med i Tour de France, men aldrig troet på det. Men nu ser jeg hende for første gang med mine egne øjne. Jeg bliver helt blændet af hendes skønhed. Hende vil jeg gerne dele en cykel med.
 
Vi er kun få meter fra målstregen og det er tæt løb mellem os og den anden cykel. Vi skal vinde i år. Med alt det han har udsat mig for skal vi vinde. Jeg kan mærker, at han giver alt hvad han har i sig. Han vil vinde og målstregen er så tæt på. Den anden cykel er lige i hælene, men vi kommer først over målstregen. Publikum råber, skriger og jubler af mig. Tænk engang, jeg vandt.