Jump to Navigation

Ravnens øjne
22. Juni, 2011

 

Solen havde dårlig nok indtaget sin majestætiske plads, da adrenalinen pumpede igennem min krop. Duggen snoede sig omkring de høje græsstrå, og det var som om den lette blå himmel og duggen faldt i et. Det var en tidlig morgen, selv for mig, der helst gemte mig langt væk fra alt ting. Men nu løb jeg for mit liv. Mine øjne, mine forfærdelige øjne var noget som kun djævlen kunne skabe. Alle mente, at jeg var en dæmon, en heks, og ikke nok værd til at leve på denne jord.
Bag mig var tre midaldrende mænd godt i gang med at løbe deres lunger tomme for luft. Alle med redskaber, skarpe redskaber, og de var efter mig. Jorden var slidende mod mine bare fødder, græsset vådt og piskende, og stenene knivsparke. Selv moder natur så ud til at være efter mig.
Og alt dette blot på grund af mine ravgyldne øjne, der tit så ud til at være så levende, at farven flød og strømmede rundt i dem. Som blæk i vand. Heldigvis for mit held var jeg lille og adræt og havde et godt forspring. Så længe jeg bare kunne komme af sted og få gemt mig godt, ville der intet ske, endnu.
Mændene så ikke ud til at stoppe deres jagt efter mig, og jeg var ved at blive træt. Jeg havde intet fået at spise de sidste par dage, og alt den energi jeg havde prøvet at spare, blev nu brugt op. Jeg var ved at snuble over mine fødder, derved miste min balance, men som jeg skulle til at falde fik jeg hurtigt skubbet mig op igen, med mine hænder og sat af sted endnu engang. Dette gav dog blot mændene mere tid til at nå op til mig.
Det havde aldrig været min mening at det skulle ske, det skete jo bare, jeg gjorde jo ikke noget. Men uanset hvor mange gange jeg prøvede at forklare det, var der ingen der lyttede. Selv min egen familie havde vendt mig ryggen, og havde store problemer med at redde deres omtale. Jeg følte mig efterladt og ensomt. Men så igen, hvem ville kunne elske en dæmon som jeg?
Jeg tog en hurtig indånding blot for at puste den ud igen, et kort sekund efter. Sådan forsatte mine lunger på fuldt drøn, lige indtil jeg nærmede mig skoven. Her ville jeg kunne gemme mig, her var jeg i sikkerhed. Mændene fra landsbyen turde ikke vove sig derind. Jeg så med et par bedrøvede øjne op på de mange ravne, der sad i de mørke træers kroner. Deres skrig og voldsomme baskende vinger var som et stort heppekor til mig, om at jeg skulle skynde mig. De holdt med mig.
Alt dette blot fordi at min lillesøster ikke overlevede, fordi at landsbyen havde haft modgang siden jeg var dukket op. Alle nyfødte og gamle jeg havde lagt mine gyldne øjne på, havde gået bort hurtigere end en blomst visnede. Mine øjne tog liv, gav intet andet tilbage end frygt og had. De var ikke noget som kunne elskes. De splittede par, og familier fra hinanden. Men hvorfor mig? Hvorfor fik jeg denne evne til at skabe kaos og død? Jeg var vel ligesom alle andre børn, jeg havde vel de samme behov…så hvorfor?
Ravnenes skrig advarede mig om det næste træk fra mændene. En lang høtyv kom flyvende igennem luften som det næste. Jeg så forskrækket bagud, som jeg hoppede til siden. Høtyven satte sig fast med et hårdt knald, ind i det nærmeste træ. Jeg løb forbi, og jeg kunne høre de eder og forbandelser, de kastede efter mig. Jeg forsatte videre ind i den mørke skov, så de tørre grene klagede knækkende under mine fødder. Jeg følte mig tung og træt, og jeg faldt endelig sammen, et godt stykke inden i skoven. Ramte den hårde kolde jord. Lå blot på alle fire og pustede efter vejret. Selvom jeg var vant til det efterhånden, gjorde det alligevel ondt i mit lille ti-årigede hjerte, at høre det, at mærke deres had over for mig. Og det var kun på grund af mine gyldne øjne, som djævlen havde foræret mig.
 
Ravnens Øjne, første bind. Udkommer i 2011
Pris: 170 kr.