Jump to Navigation

Kan jeg gætte hvor jeg er?
22. Juni, 2011

 

Hvor i sultanians navn er jeg dog landet? Det her ligner bestemt ikke Multanunien, ikke som jeg husker det i hvert fald. Jeg finder mit digitale kort frem fra den lomme, der er indbygget i min krop og begynder at gennemsøge det for hvor pokker jeg kunne være landet.
”aha så drejede jeg af ved langhajs måne, hvilket klart var rigtigt, ligeud i et par lysår og, arh for dunnilau da også, jeg skulle da ha’ drejet til højre ved Lubatin, pis!” ”Så det må føre mig til, lad os se engang, forbi der, rundt der, og så vi på.. Jorden? Er jeg er landet på jorden?” Nej det kan bestemt ikke passe, Jeg har før hørt om jorden, et meget primitivt sted, hvor folk stadig den dag i dag går i krig fordi de tror at det er vejen frem. Da mig og mine brødre var mindre fik vi fortalt grusomme historier om hvordan jordboerne i sin tid havde forsøgt at udslette og tilintetgøre vores naboer og venner på de nært liggende planeter. Vi fik af vide at vi aldrig måtte sætte vores ”litehere” på denne planet. Det er simpelthen for farligt. Jeg beslutter mig for at jeg ligeså godt kan stige ombord igen og tage til Multanunien hvor Malarharmu formentlig står og venter på mig.
Jeg går ombord igen, men med en følelse inde i mig der fortæller mig at jeg ikke kan tage af sted. Jeg er af den nysgerrige slags og det kan jeg ikke holde tilbage. Jeg sætter mig i tankesender stolen og lader mine tanke flyve til Multanunien og til Mularhar: ”Kære Mular, jeg er mellemlandet et sted hvor jeg vil tage et hurtigt kig omkring, vent ikke på mig, din elskede Repsakua.” tanken flyver hurtigere end lyset og Hun har den formentlig allerede, så jeg vil hurtigt af sted, jeg vil ud og se hvordan denne farlige planet jorden ser ud. Jeg bevæger mig forsigtigt ud, stedet virker ikke specielt farligt ved første øjekast.
 
Hvad er det?
Der er utrolig grønt her hvor jeg er, det er en slags græsplæne, det må det helt klart være. Jeg har hørt om græsplæner men jeg ved ikke hvad man bruger det til. Jeg bevæger mig lidt rundt på den, det er blødt at gå på og jeg må bare røre ved det. det føles rart, det er nærmest ligesom et tæppe vi har der hjemme, det er dog mere over i nuranjau nuancen. Jeg går lidt længere frem på græsset da jeg pludselig kan se noget hvidt ovenpå græsset, det er nærmest som om at det er malet på, det giver jo ikke rigtig mening? Jeg beslutter mig for at jeg bliver nødt til at røre ved det vide også. Min ”Maga” møder det hvide lag, og til min forbløffelse føles det helt som det grønne. jeg lader min hånd køre lidt frem og tilbage imellem det grønne og det hvide, og jeg forbløffes mere og mere gang for gang. Stadig med mit blik plantet mod græsset bevæger jeg mig frem. Mit hoved bevæger sig lidt op, og foran mig står en kæmpe stor ting. jeg bevæger mig frem mod den, men til min store forbavselse brager jeg min lille krop direkte ind i den store ting og den kaster mig tilbage. Jeg ligger med store smerter i min krop, og kigger op på den kæmpe store ting, der lige har angrebet mig. Heldigvis får min selvhealende evne smerten væk og jeg kan hurtigt komme op igen. jeg undersøger den store ting, den står helt stille og virker ikke til at være i live, jeg prikker blødt til den med min lyserøde finger, den er stenhård. Men hvorfor kunne jeg ikke gå igennem den? Det giver da ingen mening. Jeg giver det et forsøg til og lander nogenlunde samme sted som før med samme smerter, dette gentager sig fire gange indtil det går op for mig at jeg nok ikke kan gå igennem ting her på jorden. Det virker som en rigtig trist planet det her. På nær det der græs, det er ret lækkert. Måske man skulle tage noget af det græs der med hjem og vise det til de andre. Jeg ryster hurtigt på hovedet og retter fokus mod den forhindring der skal klares. Den store ting næsten griner ned til mig, spørgsmålet er om jeg ikke bare kan klatre over den, eller svæve? Dumme mig hvorfor Balibubaraha svæver jeg ikke bare over den? Jeg lader mig selv lette fra jorden og inden længe står jeg på den anden side af den store ting, veltilfreds og meget stolt af mig selv. En stentrappe ligner min næste udfordring, den er ikke så svær, men noget undrer på hver sin side af trappen med de ret store trin, er der sæder, lange rækker med siddepladser. Hvad er det dog for et sted det her? Denne her planet de kalder jorden er primitiv, underlig og ikke til at forstå. Men jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at komme til tops på dette mærkværdige sted. Så min vandring fortsætter op af trapperne, de virker til at være uendelige. Men efter et godt stykke tid er jeg endelig fremme og så ser jeg det, hele vejen rundt er der placeret siddepladser/sæder det er et vildt syn. Mine øjne glider ned på græsplænen hvor jeg kan se hvordan det hvide er formet som mønstre rundt omkring ca. på midten er der en rund prik og rundt om den en stor rund hvid cirkel. I hver ende af den store græsplæne står der to mærkelige ting, de er sådan firkantet og der er ligesom en form for net i. Det er et helt fantastisk syn, aldrig har jeg set noget lignende, det græs er så fantastisk jeg må ned og røre ved det igen, det er helt klart. Men resten af dette underlige sted er nu også pænt flot. Men stadig ekstremt primitivt. Gad vide hvad det her sted bliver brugt til? Det bliver jeg nødt til at finde ud af.
 
 
Afsted igen.
 
Jeg sætter mig til at vente på at der måske sker noget og kort efter sker der endelig noget, en masse støj breder sig og en masse jordboer vælter ind på dette mærkelige sted, jeg kan mærke at jeg skal skynde mig væk nu for ikke at blive trådt på. Jeg tager spurten indimellem en masse *litehere*
jeg løber og løber og løber endnu mere, og en hurtig svævning over den stor ting og jeg står nu på det behagelige græs igen i sikkerhed. Jeg lader mig falde ned i græsset, og lader mine øjne kigge ud på det her vanvittige sted, men pludselig begynder der at løbe jordboer ind på græsset også. Jeg bliver bange. Mor har altid advaret mig om det her. Jeg får øje på Hulajja (navnet på mit *rumskib*) og sætter i løb, jeg er meget tæt på Hulajja, da noget rammer mig hårdt og jeg bliver slynget helt ud til den store ting igen. Den selvhealende evne slår til igen og jeg rejser mig op til synet af en masse jordboer der løber frem og tilbage. Jeg får øje på det jeg tror, ramte mig, noget rundt noget, jeg aner ikke hvad det er men jeg er også ligeglad, nu vil jeg væk. Jeg lader min hånd falde mod græsset, griber rundt om det og hiver til. Jeg sætter straks i løb over mod Hulajja. Der er intet der kan stoppe mig og jeg springer straks ombord. -Aldrig mere Jorden- siger jeg til mig selv, og finder min svævende GPS frem fra tasken. ”Fra nu af bruger jeg Dunnilaume den GPS”