Jump to Navigation

Groft Salt
23. Juni, 2011

 

Jeg er høj, lys og med store sorte bogstaver. Jeg vejer 800g. og er tilsat jod. Jeg står ved siden af groft kværnsalt på den ene side, og på den anden side står det fine bordsalt. Ved siden af det fine bordsalt står gourmetsaltet, og ved siden af groft kværnsalt står havsalt. Jeg står lige i midten. Kan du gætte hvem jeg er?
Må jeg have lov til at præsentere mig selv. Jeg er Karl og jeg er groft salt. Jeg bliver brugt meget i madlavning, og bliver altid tilsat en ekstra gang så maden bliver perfekt.
Under os saltprodukter står peberet, og under peberet står alle de andre krydderier. Salt er det, der står højeste oppe på hylden og vi har den bedste udsigt over butikken. Det er os, der har magten på reolen. Reolen er meget lang og længere henne står ketchup, pasta og ris. Ved pastaen og risen er det også dem der ligger højest. Under dem ligger det grove, fuldkornsfyldte og økologiske pasta og ris som folk ikke helt kan finde ud af om de kan lide.
Men saltet styrer på krydderi reolen. Kunderne i butikken er storforbruger af salt.
Nu kommer en ung dreng hen og stiller sig foran saltet. Han stirrer på os alle sammen. Jeg kan se, at han er i tvivl om hvilken en af os han skal vælge. Han løfter højre arm og griber ud efter Jørn som er groft kværnsalt. Drengen tager pakken og læser på den. Groft kværnsalt siger han højt. Han stiller Jørn tilbage på plads og griber nu ud efter mig. Tænk, at det endelig er blevet min tur, til at blive købt. Drengen smider mig ned i kurven og går. Han går hen til pasta og ris. Han sætter sig på hug og kigger på det grove, fuldkornsfyldte og økologiske pasta. Hvad vil han med det? Hvorfor vil han ikke have den ægtevare? Grov pasta, siger han højt, og rejser sig op. Han får øje på den almindelige pasta og tager en pose. Han kaster posen ned i kurven. Pastaposen er en jeg ikke har mødt før. Hej jeg hedder Karl, hvad hedder du? Hvorfor svarer den mig ikke? Vi står jo begge på en af de højeste hylder i butikken, så den må godt snakke til mig.
 
Drengen går hen mod frugt og grønt. Han tager en pose med kartofler og en pose med æbler. Nu går han hen der hvor der står mælk, æg og smør. Han tager to liter mælk og en bakke med æg. Tænk at jeg er blevet sat sammen med to liter mælk. De står allernederst i køleskabet. Hvis de begynder at tro, at vi nu skal være bedstevenner fordi vi er blevet hentet på samme tid, så kan de godt tro om. Jeg snakker ikke med nogen fra de nederste pladser i butikken, og de skal heller ikke snakke til mig. Dem på midterhylden kan lige gå an, alt efter hvem det er. Hvis det er dem på chips, kage og brød hylden går det, men ellers ikke.
Nu går drengen hen til kassen og stiller sig i kø. Køen er lang og jeg kan se at der kun er to kasser åben. Jeg glæder mig godt nok meget til at stå på rullebåndet og blive bippet. Der går rygter i butikken om, at det skulle kilde en smule, når man bliver bippet. Jeg er så spændt, at adrenalinen pumper rundt. Jeg er begyndt at svede en smule, bare jeg ikke klumper sammen til en stor saltklump.
Drengen træder et skridt frem, om lidt er det vores tur. Damen, der står foran, begynder at ligge varer på rullebåndet. Hun har kun få ting. Hun ligger skiltet op på båndet, det skilt der afskiller folks varer. Det er nu blevet drengens tur, til at ligge varer på båndet. Han ligger først posen med kartofler, så posen med æbler. Mælken bliver lagt op på båndet før mig. Hvordan kan det ske?
Pastaen og jeg bliver nu lagt op og til sidst kommer bakken med æg op. Selvom jeg er lidt sur over, at jeg ikke blev lagt på båndet som nummer et, er jeg så spændt på den her tur på rullebåndet at det ikke skal slå mig ud. Manden der sidder i kassen, tager os en efter en og bipper os. Med sin højrehånd tager manden fat om siden på mig og løfter mig op. Jeg kan se en kasse med et rødt lys. Det er som om alt omkring mig står stille. Lyset rammer min stregkode og jeg bliver sat ned på båndet igen og alt går i gang igen. Jeg ruller ned i enden af båndet. Drengen betaler og går ned til os. Han ligger kartofler og æbler i bunden af posen. Derefter ligger han mælken ned. Jeg bliver nu lagt ned og pastaen kommer lige efter. Æggene ligger øverst og lige i toppen af posen. Jeg forstår det ikke. Hvorfor ligger jeg i midten af posen og ikke i toppen? Der er noget helt galt her. Drengen ved sikkert ikke hvordan det står til i butikken, at salten altid er øverst oppe.
 
Der er helt stille i posen. Jeg kan kun snakke med pastaen og æggene, men pastaen vil ikke snakke med mig og æggene ligger meget højt. Måske skal jeg bare være stille og vente på at se hvad der kommer til at ske. Nu har jeg snart været i den her pose længe nok, hvornår er vi fremme? Jeg kan hører at drengen går hen ad en grusvej. Nu stopper han. Jeg kan høre nogle nøgler rasle. Han åbner en dør og går ind. Han siger hej til en eller anden. Der kommer en hen til drengen og tager fat i posen. Vi bliver sat på noget. Jeg kan se, at det er en dame. Hun tager os alle sammen op af posen. Jeg kan se, at vi er i et køkken. Et flot køkken endda. Damen tager fat i de to liter mælk og åbner køleskabet. Køleskabet er ret højt, flot og hvidt. De to mælk bliver sat på næst øverste hylde og æggene bliver placeret lige ved siden af. Jeg skal placeres et ret højt sted, hvis jeg skal over de andre. Damen åbner den midterste skuffe på en kommode. Hun går hen til bordet hvor vi nu kun er fire tilbage. Hun tager fat om posen med pasta og putter pastaen ned i skuffen. Nu åbner hun den nederste skuffe. Hun vender sig om og kigger over på bordet. Hun kigger direkte på mig. Jeg er chokeret. Hun har da ikke tænkt sig at putte mig ned i den skuffe? Ved hun ikke jeg skal stå i et af de høje køkkenskabe over køkkenbordet? Hun går hen til bordet hvor vi står og kigger ned på os. Hun løfte langsomt venstre arm. Drengen råber et eller andet og hun går ud af køkkenet. Pyha det var tæt på. Det er nu jeg har min chance. Jeg hopper hen til bordkanten. Tre, to, en, hop. I frit fald ud over bordkanten og jeg ligger nu på gulvet. Der er kommet et lille hul i siden på mig og der triller groft salt ud på gulvet. Jeg kan ikke komme op og stå. Jeg prøver at trække mig selv hen af gulvet, men få centimeter henne møder jeg allerede min første forhindring. Et dørtrin. Jeg har ikke nok kræfter til at kommer over og nu kan jeg høre stemmer. Damen skal lige til at dreje ind i køkkenet men stopper ved dørkarmen da hun ser mig ligge på gulvet. Hun råber om det er Buller der har været oppe på bordet og væltet mig ned. Damen går hen til et skab og tager en plasticpose ud. Med mine allersidste groft salt kræfter får jeg kæmpet mig over dørtrinet. Damen vender sig om forskrækket. Hun tør ikke at gå hen til mig. Hun kalder på drengen og fortæller at han skal komme ud i køkkenet nu. Drengen kommer ud i køkkenet og spørger hvorfor salten ligge ude i gangen. Damen fortæller at der er noget levende inden i og om drengen ikke kan komme salten i posen og gå ud med det. Selvfølgelig er der noget levende i salten. Det er jo mig. Jeg er jo levende. Drengen tager posen og går hen og henter mig. Han putter mig i posen og går ud med mig. Han åbner skraldespanden som er prop fyldt. Han prøver, at masse nogle af poserne længere ned, hvorefter at han putter mig ned til skraldet. Sådan en lang tur og så meget spænding og drama på en gang, bare for at ende ude i skraldet? Men hey jeg ligger øverst.