Jump to Navigation

En stor skuffelse
22. Juni, 2011

 

Min hest er endelig blevet grøn, jeg har ventet på denne dag siden jeg første gang hørte at ens hest kunne blive grøn hvis man fodrede den med gule ærter og blåbær. Min mor havde stået og kigget på mig med de der øjne som kun mødre kan give den dag jeg kom hjem og fortalte det. De øjne der bare siger: ”Helt seriøst?”.
Men jeg troede altså på det, og i dag står jeg ved siden af en grøn hest, før i tiden var den gyldenbrun og med sort hale. Men i dag er den grøn overalt, selv dens tænder er grønne.
Jeg elsker at ride rundt på landet og vise folk min grønne hest, jeg har sågar tegnet et skilt hvorpå der står: Se Min Grønne Hest. Det har jeg klistret fast på siden af hesten. Folk ser så misundelige ud når jeg rider på min fantastiske grønne hest.
Jeg har også ændret dens navn fra brownie til green. Faktisk har jeg altid hadet brownie, fordi jeg hader farven brun. Men nu da han er grøn elsker jeg ham.
Jeg går ind til min mor. ”mor, mor jeg fik ret, min hest er blevet grøn”. Min mor kigger på mig og udbryder spørgende: ”Helt seriøst?”.
”vil du ikke komme med ud for at se den?”.
”Helt seriøst, jeg har altså ikke tid til dit pjat, selvfølgelig er din hest ikke grøn”.
”Men Moaar”
”NEJ!”
Jeg løber ud af døren, dumme mor tænker jeg, hun tror sikkert at jeg er ved at blive sindssyg eller så noget. Men jeg ved heldigvis at min hest er grøn, og det kan ingen tage fra mig.
Jeg henter Green og rider ud en tur ud på vejen. Pludselig får jeg øje på noget inde på en mark, jeg er ret sikker på at det er en ko. Jeg stiger af Green, og går hen mod koen, meget undrende studerer jeg den, og efter 12 minutters overvejelser kan jeg konstatere at koen også er grøn. Det må have været samme opskrift, tænker jeg og beslutter mig for at spørge bondemanden der ejer koen.
Jeg leder lidt efter en dør, men finder den så endelig, jeg banker fire gange på den grønne dør, efter et kort øjeblik bliver døren åbnet. Mine øjne bliver store, jeg stirrer op og ned af den grønne bondemand. Jeg tænker mig lidt om men vælger så at skrige og løbe min vej. Jeg kommer ud til Green. Et hurtigt kig over min venstre skulder kan fortælle mig at den grønne bondemand har fulgt efter mig. Jeg springer op på Green og af sted vi flyver.
Tænk at det også virker på mennesker, det må jeg næsten prøve. Men jeg ved at hvis jeg fortæller noget til min mor så tror hun at jeg er blevet sindssyg. Jeg bliver nok nødt til at flytte hjemmefra, ellers så kan jeg ikke være mig selv.
Jeg synes pludselig at alt begynder at virke grønt. Det kan være at farven har sat sig på mine øjne fordi Greens farve har smitte, eller fordi bondemanden kiggede mig lige i øjnene.
Gad vide om Green kun kan se grønne ting, det må være fedt. Grøn er en flot farve. Jeg tror resten af verden er gået glip af en stor videnskabelig opdagelse, gule ærter og blåbær kuren. Måske man skulle tage patent på ideen.
Green lander og jeg stiger af, hvis ikke der her er grøn energi så ved jeg ikke hvad det er tænker jeg, da jeg kigger rundt på alt det grønne omkring mig.
Det kunne være jeg skulle stifte en eller anden organisation, noget med Greenpeace måske, nej vent den er vist taget. Jeg står på den grønne vej og overvejer det i en 12 til 17 minutter, da det går op for mig at det ikke ville give mening at starte en organisation.
Jeg får så mange ideer i min grønne verden. Jeg beslutter mig for alligevel at fortælle min mor om det hele og om mine ideer. Jeg går ud mod køkkenet, men stopper brat op, da jeg kan høre min mors stemme:
”Helt seriøst, hun siger at hesten er grøn Doktor Græs”.
”Jeg har prøvet at fortælle det til hende, men hun lytter ikke”.
”Jamen okay, ja det gør jeg, tak Doktor Græs, vi ses”.
Fuldstændig i chok over min egen mor, løber jeg ind på mit værelse, tror jeg. Dog finder jeg ud af at jeg er løbet forkert og er på toilettet. Jeg lister stille og roligt ud.
”Hej” siger min mor.
Jeg kigger fortvivlet efter en måde at undslippe på.
”Jeg har talt med Doktor Græs, om dine problemer, og hans foreslår at vi kommer forbi om en time”.
Min mor træder frem mod mig, og først der går det op for mig at hun også er grøn. Jeg lukker øjnene hårdt i og åbner dem igen. Hun er stadig grøn. Hun tager fat om mig og sammen går vi ud mod bilen. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kæmper imod, jeg følger bare med.
Jeg sætter mig ind i den lyserøde bil.
Vi kører af sted.
Doktor Græs plejer at være meget venlig, men nogen påstår at han ryger meget.
Vi sidder inde i venteværelset, da Græs kommer ud og siger, så er det dig Benedikte. Vi rejser os op og går ind, min mor virker bekymret. Da vi træder ind på kontoret, fanger mine øjne straks de blå vægge, og de undrer mig ubeskriveligt meget.
Doktor Græs sætter sig ned og siger: ”Jeg har kigget lidt på problemet, og jeg er sikker på at du skal have briller”.
Han tager et par frem og giver mig dem på.
”Er det bedre?” spørger han.
Jeg kigger mig omkring: ”Væggene er grønne?” siger jeg spørgende. ”Jeg ser stadig kun grønt” udbryder jeg.
”Nej, mine vægge ER grønne” siger Doktor Græs.
”Jeg seeer Grøøønt” græder jeg, ”Jeg elsker grønt, jeg vil leve i den grønne verden”.
Jeg bliver sendt ud i venteværelset, der også er grønt.
Min mor og Doktor Græs tager en lang snak i 27 ½ minut. Da de kommer ud bliver jeg bedt om at slappe af, jeg får 2 piller, og falder hurtigt i søvn.
 
 
 
Jeg vågner, på mit værelse og kigger rundt, mine vægge er hvide. Jeg skynder mig udenfor.
Jeg finder Bro, Gre, øh min hest. Jeg bliver et kort øjeblik blændet af solen, jeg spotter en brun plet på hesten, men også en grøn hale.