Jump to Navigation

En kilde i Brøndby med film, fotos og en menneskemængde
22. Juni, 2011

 

Hvert år dyster Danmarks produktionsskoler mod hinanden. Fotos og film fra elever spredt ud over landet, hænges op og betragtes af dommere hentet ind fra diverse kreativitetsudfoldende skoler og uddannelser. Dramaet, når det smukke værtspar præsenterer vinderne af priser indenfor film- og fotokunsten. 3 til 5 billeder, lød dommen for foto-udstillerne på. Film-udstillere skulle udfolde sig indenfor rammen på 2 et halvt minut. I kampens hede, sendes der blikke fra elev til elev. Fjender mødes, venner bliver til fjender. Hvem vinder, hvem har det virkelige talent? Find ud af det. Zoom-festivalen er over os.
 
For mange mennesker, nej tak
Jeg klemte mig igennem menneskemængden, med min store taske over skulderen, hård tirsdag. I det mindste havde jeg været der dagen før, og vidste hvor vi skulle hen, og hvilke rum vi kunne opholde os i. Bordene, som to mænd havde sat op mandag eftermiddag, var fyldt med fade og savlende mennesker rundt om. Med en løve, en pirat og en Rune i hælene, bukkede jeg mig under og over på den anden side, af et overtøjsstativ. En dame kiggede underligt på mig, jeg var ligeglad. Fra min ståplads, i overtøjshjørnet, kunne jeg se direkte over på min billedserie. Lidt stolt var jeg vel. Det havde været en hård uge, med en halvstresset lærer, som skulle lære mig alt om photoshop fra bunden af. Selvom det endte med, at ham de kalder foto-Jonas måtte overtage lærerens opgave. Flot og lige hang de fire portræt-billeder, og udfyldte det sorte pap på 70 x 100 cm. Det var, efter en uge, lykkedes for mig, at overlægge mine fire portrætter med de fire elementer. Altså var et billede af vand f.eks. lagt over en af personerne. Det ærgrede mig, at der på det ene billede, var kommet en stor ridse. Hvilket jeg kunne takke en gnaven foto-elev for. Men pyt nu med det. Lyset var dårligt i lokalet med den runde midte. Det var anstrengende.
 
Mad, ja tak
Jeg undrede mig over stedets navn, Kilden. Og så lå det i Brøndby, hvor trist kunne det lige blive. Da vi om mandagen spiste frokost på McDonald’s, lige ved siden af, havde vi også grint en del over byen, og deres ”støt brøndby”-menu. Helt ærligt, kom ind i kampen, bogstaveligt talt.
Efter at have hængt min jakke på en knage i overtøjshjørnet, besluttede jeg mig for, at tage en runde, og kigge lidt på de 150 billeder fordelt på papstykker, også på 70 x 100 cm. Folk var begyndt at grovæde af de pizzasnegle produktionshøjskolen i Brøndbys mad-værksted havde kokkereret. To til hver, blev der sagt. Jeg havde allerede taget en bid af min 4.. Men altså, de smider det sikkert bare ud bagefter.
 
Gider i tie stille, tak
Da jeg, piraten og løven hver havde spist 8 pizzasnegle, var det tid til at bevæge sig ind i en biograf-lignende sal. Her skulle priserne uddeles, og filmene vises. Jeg satsede ikke på at vinde noget. I så fald, ville ”Bedste redigering” nok passe bedst. Priser er overvurderet. Så længe ens arbejde synes at have været tilfredsstillende for en selv, er det i sidste ende den bedste pris. Så jeg havde vundet. Jeg satte mig næstinderst på en kort række. Min mave var oppustet og øm. For mange pizzasnegle. Av. Halvt liggende nede af stolen, forberedte jeg mig selv på halvanden times underholdning på scenen, i form af to overgearede værter med gallatøj på. Deres udstråling sagde med det samme, at de selv syntes de var sjove, imens salens ansigter sagde, at de var alt for langt ude. Teknikeren rodede rundt i det hele fra starten af. Billeder som ikke skulle vises, kørte på skærmen, placeret på scenen. Da vi var der om mandagen, havde han endda prøvekørt fremvisningsbillederne, hvorefter han havde givet et løfte om, at der ville være helt styr på det til tirsdag. Løgn.
 
Det er bare løgn
Så småt kom vi til prisuddelingerne, og til min store overraskelse, vandt en jeg kender en pris. Jeg havde ingen idé om, at hun gik på produktionsskole. Af alle foto-priserne vandt kun to udstillere fra Medieskolen, en smule skuffende, faktisk. Undervejs i programmet brød de overgearede dommere pludselig ud i sang og dans, til Skønheden og Udyrets titelmelodi. Selvfølgelig omskrevet til en hyldest af zoom-festivalen. Mildest talt faldt jeg sammen af grin. Folk omkring os kiggede underligt på mig, jeg var ligeglad. Det var alt for morsomt. Som en glædelig overraskelse vandt film-deltagerne fra Medieskolen en del priser.
Hele arrangementet formåede dog, at holde eleverne engagerede i det de hver især havde arbejdet med. Hvilket gjorde det en del mere konkurrence-mindet, og sjovere at være deltage i. Og som prikken over i’et, blev dagen afsluttet på fin maner med endnu en gang Brøndby-McDonald’s.