Jump to Navigation

En Hund I Efteråret
22. Juni, 2011

 

Klokken har helt klart slået ”gå tur”, og jeg slikker min ejer i hovedet for at få ham op. Han skubber mig træt væk. Men jeg lader ham ikke sove, ikke denne gang, jeg er trængende og hvis det ikke skal gå ud over hans gulvtæppe så skal det være nu.
Jeg kradser blidt på døren og piber. Et højt suk lyder inde fra soveværelset og jeg ved at han er oppe, jeg sætter i løb og overfalder ham, med mine kolde poter på hans varme skuldre og et vådt slik i hans ubarberede ansigt. Det er selvfølgelig kun for at lave sjov med ham. ”kom så ned med dig” siger han en smule irriteret. Min ejer er ellers en meget rolig type, der bedst kan lide at sove længe. Det kommer han dog aldrig til, så længe jeg er her.
Han er temmelig høj, med rank ryg og stor næse. Han har en virkelig mærkelig frisure, det er en slags hestesko af hår med en stor skaldet plet i midten. Han går i meget forskelligt tøj, hvor farverne for det meste svarer til årstiderne, i disse efterårsdage er det mest brunt og gyldent tøj, han har på. Vi bor bare han og jeg i hans etplanshus, hvor de fleste værelser er fyldt med store bogreoler, og på væggene hænger der en masse flotte malerier. Mærkværdigt nok er der ikke noget i malerierne der har med hunde at gøre.
Om aftenen enten læser eller skriver han digte foran pejsen, imens han babber på sin pibe. Han sidder i sin gyngestol og jeg ligger flad på et tæppe ved hans fødder og nyder freden samt den hyggelige stemning.
 
Nu henter han snoren, åh, jeg hader den snor som pesten, men jeg ved at den er nødvendig, for at jeg ikke skal løbe ud på vejen. Jeg er nemlig ikke specielt god til at kigge mig for, inden jeg løber over på den anden side.
Jeg stikker hovedet hen til ham, for at vise at jeg er med på ideen.
Han lugter af søvn og morgensved, og hvis jeg kunne snakke havde jeg opfordret ham til et bad, men vi hunde kan jo ikke snakke, kun ved at sige vov, og det fatter han jo ikke et kuk af.
Vi kommer ud. Den kølige efterårsluft rammer mig i hundehovedet, og jeg lukker mine øjne halvt i. Den friske luft gør mig glad og jeg begynder at logre med halen.
Jeg jagter straks den første og bedste lygtepæl, løfter så benet højt, men lige inden blæren skal tømmes, bliver jeg trukket væk. Jeg kæmper en hård kamp for at komme tilbage til lygtepælen, men snoren strammes og jeg vinder ikke kampen.
Ved den næste lygtepæl giver han mig dog tid til at komme ud med det. Det er en overdådig lettelse der fylder kroppen, da jeg er færdig og jeg føler mig klar til alt.
Vi kommer til det sædvanlige græsareal i parken, med store træer og små buske hvor end øjet kigger hen. Man lægger også altid mærke til stativet, hvori der hænger en masse hundeposer, og min ejer tager et par stykker i lommen. I parken er der også er en stor sø, som vi en gang imellem går ned til. Jeg elsker de søde ænder, desværre er kærligheden ikke gensidig.
Min snor bliver fjernet, og jeg spurter med snuden ind i de brune og røde blade der er faldet ned fra de nu næsten nøgne træer. Min tunge hænger ukontrolleret ud af munden imens jeg trækker vejret hurtigt. Jeg fanger glad et blad i munden, men taber det hurtigt igen. Jeg prøver straks at fange et til. Jeg elsker at løbe rundt i den dejlige duft af efterår, jorden og det fugtige græs. Jeg skal på det lille hus, pølle, lave en burrito, skide, eller hvad det nu er man kalder det. Ja, kært barn har mange navne.
I samme moment lyder min ejers stemme: ”Bjarne”, han fløjter 2 gange ”Bjarne” råber han.
Jeg hader mit navn. Ud af alle navne i hele denne verden, som sikkert er meget større end jeg tror, så valgte han Bjarne! Det er sgu da ikke et navn til en hund, jeg er til grin blandt de andre hunde nede i klubben med det navn. Altså, når jeg sidder der nede og spiller poker med, King, Buller og Mjaffe. Jeg har tit forsøgt at sige at mit rigtige navn er Superman, men de har alle sammen hørt min ejer kalde på mig over i parken, og nu tager de mig sgu ikke seriøst mere. Jeg tror også snart de smider mig ud af pokerklubben hvis der ikke snart sker noget.
Jeg løber hen til ham, jeg prøver på at virke glad da der måske lurer en lille godbid til mig, men når han kalder på mig på den måde, er det ikke nemt at være glad.
”Sit” siger han, og jeg sætter mig ned. Jeg fik ret, han hiver en godbid op af lommen, Yes! Tænker jeg og guffer den lynhurtigt i mig.
King og hans ejer går forbi. ”Det er godt Bjarne” siger min ejer, jeg krummer mig genert sammen og hører så Kings hæse latter ved siden af mig.
Jeg bliver en smule ked af det, men beslutter mig så for at gø ad King.
Han bliver tydeligvis forskrækket, men svarer straks igen, hans lille buttede ejer, er som altid iklædt en sort træningsdragt og en sort hue, der dækker hans tatoverede isse, dog dækker den ikke stregkoden i hans nakke. Ejeren, der også har pigtrådstegninger op ad begge arme, og nogle meget onde øjne, har meget svært ved at holde King tilbage. Han udbryder henvendt til min ejer: ”Hvad fanden laver din lortehund!”  
Jeg kigger meget skræmt på King og hans ejer, og derefter op på min ejer.
”Kom Bjarne, nu går vi hjem”. Siger han roligt og vi vender os om og går.
”Hold din hund i ro en anden gang, taber” råber Kings ejer.
Min ejer bliver bare ved med at gå, uden at kigge sig tilbage.
På det tidspunkt er jeg mere end glad for min ejer, om han så har navngivet mig Bjarne eller ej, så har han lige reddet mig fra en faretruende King.
På vejen hjem kan jeg se hvor meget min ejer nyder efteråret og jeg kan se på ham at denne episode måske kan føre til et dramatisk lille efterårsdigt. Jeg får endnu en godbid.
Jeg logrer glad med halen, finder en ny lygtepæl og ser frem til at komme hjem i varmen.