Jump to Navigation

Det hedder min lillebror også
21. Februar, 2011

 

Morgensolen steg langsomt op, strålerne landede på vejen og sneg sig langsomt op mod et (lille) træ, der på grund af den kraftige vind var knækket. Nu var det kun var bunden, der stod tilbage, toppen var simpelthen blæst af. Heldigvis var det den dårlige halvdel af træet, der var knækket, og derfor var træet nu i bedre humør end nogensinde. Træet, som hed Hector stod flot på en meget befærdet vej, nemlig Firskovvej. Dengang Hector havde haft sin dårlige side ovenpå sig, var han blevet uvenner med alt og alle omkring sig, ikke kun de dejlige træer der stod omkring ham, men også alle de mennesker der opholdte sig i bygningen skråt over for ham. Elever, lærere og andre folk fra Medieskolen. Hectors dårlige halvdel plejede at svine eleverne til, når de gik forbi, men nu da den dårlige halvdel, som i øvrigt hed Bettina, var væk, var Hector klar som aldrig før til at gøre alting godt igen. Han havde levet med dårlig samvittighed i efterhånden ret lang tid nu, og det plagede ham ekstremt meget. Så nu måtte det høre op, og der var specielt en, han gerne ville gøre rigtig glad igen. For Bettina havde nemlig såret denne her lyshårede pige helt vildt meget. Det skete engang, hvor det blæste rigtig meget, den lyshårede pige gik forbi træet, og lige som et vindpust ramte, stak Bettina pigen en flad lussing, så der kom store sår på hendes kinder. Hector vidste ikke, hvad pigen hed, men han vidste, at det var hende, han ville sige noget til, når de engang kom ud fra bygningen. Det var svært for Hector at få dagen til at gå, når han bare stod der hele tiden, der skete ikke så meget, og de andre træer havde i løbet af årene rykket sig så langt væk fra ham, at han ikke kunne kommunikere med dem og fortælle dem, at han ikke var ond mere, men at det var Bettina, der havde gjort det hele. Timerne gik langsomt her ude i kulden, det var trods alt februar, en kold og trist måned. Men den var dog bedre en januar. Hector mistede en nær ven i januar, en ven i Australien, der måtte bukke under for oversvømmelserne. Den eneste, der nogensinde havde kunnet lide Hector og havde ignoreret Bettina. Stakkels dreng, han var ellers lige kommet af sted på sin første ferie, han var vidst nok en birk! Ung en af slagsene. Men den telefonopringning fra hans forældre, der med grædende stemmer havde sagt: ”Vores lille Poul, han, han kommer aldrig igen.” Det havde været forfærdeligt, og Hector begyndte at fælde en tåre ved tanken. Men pludselig væltede der mennesker ud fra bygningen, og så var der ikke tid til at tænke over de dårlige ting mere, nu skulle folk blive glade igen.
Hver gang der gik en forbi ham, sagde han stille, men bestemt: ”Undskyld.” Folk reagerede forskelligt, nogen blev ret forskrækkede og sprang op, andre vendte sig mod ham og smilte. Så var der dem, der ignorerede ham, og de sidste begyndte at løbe skræmt væk. Men de så glade ud mange af dem i hvert fald, og det varmede lille Hector. Efterhånden som alle gik forbi, manglede han stadig at finde ud af, hvem den lyshårede pige var, for han havde stadig ikke gjort hende glad. Efter et par timer gav han op og faldt lige så stille i søvn. Træer har brug for mindst 14 timers søvn om dagen, men det afhænger også lidt af, hvilken art man er. Natten gik, og Hector drømte om Bettina, han hørte hendes onde stemme og så hende foran sig, hun var ret grim, hun havde grene der stak ud de underligste steder. Hende var han glad for at havde sluppet af med.
Midt i søvnen blev Hector pludselig vækket af, at noget eller nogen prikkede til ham. Først blev han forskrækket og udbrød højt: ”Nej Bettina Neeeej!!!” Men det var ikke Bettina, der stod og kiggede på ham, nej det var den lyshårede pige. Hende som han ikke havde set dagen før. Det var også blevet morgen igen. Pigen stod og kiggede med store øjne på Hector. Hector vidste ikke helt, om han skulle sige noget eller om han bare skulle lade pigen snakke. Det der med at snakke det var slet ikke Hector, altså, han var jo bare et træ ikk? Så Hector lod vær med at snakke og ventede på, at pigen måske ville sige noget. Men hun stod bare og gloede, det gik faktisk hen og blev en smule irriterende for Hector, der begyndte at blive sur, men så slog det ham, at det kunne han jo ikke, fordi han jo var den gode side af træet, så i stedet begyndte han at sige noget til pigen.
”Hej med dig!” Pigen hoppede forskrækket tilbage, men så begav hun sig fremad igen. Hun svarede: ”Hejsa.” Hector kiggede på hende med et undrende blik og spurgte så: ”Øh hvad så?”
Pigen blev lidt genert og trådte lidt frem og tilbage, så smilte hun og sagde: ”Så ikke så meget, jeg er på vej i skole!” Hector anede ikke, hvad skole betød, men det var lige meget. Nu ville han undskylde over for den lyshårede pige. Men for sent, hun var allerede væk. Det var da mærkeligt, tænkte Hector og lod bedrøvet en lille tåre glide ned af sig. Men lige inden tåren ramte jorden, blev den grebet af en lille hvid serviet, der var placeret i en pigehånd! Hector så nu op, og pigen var kommet tilbage. ”Nej nu må du ikke græde, jeg kommer jo forbi igen, når jeg har fri for skole”, sagde hun.
Hector blev straks opmuntret ved tanken om, at pigen ville komme tilbage. Pigen smilte og vendte atter ryggen til Hector. Så gav Hector sig til at vente, og som lovet kom pigen atter tilbage, da hun havde fri. Hun satte sig i græsset ved siden af Hector og sagde: ”Jeg hedder Leonora, hvad hedder du?”
”Hector”, svarede Hector.
”Uuuuh det hedder min lillebror også.”  Hector svarede ikke, han anede ikke, hvad han skulle svare. Så han smilte bare sødt til hende. Efter 4 timers stirren på hinanden, hvor ikke et ord blev sagt, var kærligheden skabt imellem dem. Leonora og Hector elskede hinanden, og de fandt ud af det på så kort tid. Men Leonora vidste, at det ikke kunne gå, og det samme gjorde Hector. De kunne ikke være sammen. Hvordan ville det ikke lyde ude i byen? Så de blev enige om at stoppe, imens legen var god.
”Jeg vil aldrig glemme dig”, sagde Hector, da Leonora langsomt gik væk, imens hun vinkede.
Hector græd sig selv i søvne.
Morgenen efter, kom Leonora hen til Hector, der lyste op, da han så hende. Hun gik hen og kløede ham bag kvisten. Så fandt hun noget frem fra sin faketaske fra Thailand. Det var et klistermærkehjerte, som Leonora klistrede fast på træet. Det varmede Hector, der nu atter var glad igen. Leonora gik ind på skolen og Hector tog et kig ned på hjertet, hvorpå der stod: H + L.