Jump to Navigation

Den Fedeste Jul
22. Juni, 2011

Juleaften o’ hvor er du sød. Yeah right. Så sidder man sgu i en fryser, ene og alene, ja der ligger da en pose frosne ærter derover, men de er ikke til at snakke med.
Da jeg var lille fik mig og min søster altid fortalt gyselige historier om mennesker og juleaften, det skræmte os fra vid og sans dengang, men som jeg blev ældre virkede det som en skrøne. Indtil min søster rforsvandt et år. Jeg havde troede hun legede rundt et eller andet sted, men hun var væk. Jeg vidste hvad der var sket, min far havde nemlig overværet det og fortalt det videre til min mor, hvilket jeg overhørte. Det er også fordi min søster åd sig så fed, efter alle hendes kærester slog op med hende.
Men det gik hverken værre eller bedre end at jeg så selvfølgelig begyndte at trøstespise af sorgen over at have mistet min søster.
Ved denne jul var jeg den fedeste af os alle og så var det min tur. Jeg var selv ude om det, jeg var sgu federe end min søster var for et år siden.
Nogle vil nok mene at jeg ikke burde kunne leve mere, jeg har bådet fået kappet hovedet af og er blevet frosset ned, men et eller andet må være gået galt for jeg lever sgu endnu.
Der er meget koldt her nede. En dybfryser tror jeg nok det hedder, den er i hvert fald temmelig dyb så vidt jeg kan se. Jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, men jeg er temmelig sikker på at det er dagen før dagen, da jeg stadig er i fryseren. Jeg har da kunne høre små spændte børnestemmer, plage om at få gaver, men det kan de jo også sagtens gøre dagen før.
Jeg har længe haft en tro på at min far og min mor ville prøve at redde mig, men troen er langsomt ved at forsvinde. I virkeligheden ved jeg jo heller ikke om de er blevet til julemad, min far var jo også blevet temmelig fed på det sidste, selvom han prøvede på at skjule det.
Min mor holdte sig altid slank. Hun gik på diverse motionshold, og hun startede også altid dagen med en god løbetur. Ved nærmere eftertanke burde jeg nok have gjort som hende, men det er jo altid nemt at være bagklog.
 
Der kommer et lys fra oven, og fryseren er blevet åbnet.
”Hold kæft hvor er den egentlig stor” bliver der råbt. Det gør selvfølgelig lidt ondt at høre sådan noget, men manden har jo ret.
Et par behåret hænder griber fat om mig, jeg bliver lagt på et stort sølv fad. Et lidt lille fad i forhold til mig.
”Den kan sgu ikke engang være på vores største fad, skat” råber manden imens han griner.
Jeg bliver anbragt i et meget koldt rum, ikke nær så koldt som i fryseren, men stadig meget koldt.
Den eneste tanke der løber igennem min iskolde hjerne er: Her skal jeg så tilbringe natten.
Det er svært at sove med en tanke om at man snart er fortid i denne verden, men efter et stykke tid lykkedes det.
Jeg vågner ved lyden af noget der vælter, jeg kigger forvirret rundt, og tror først at det er min mor, men så ser jeg en lille pige, med en bamse i hånden. Hun kigger sig selv over skulderen, som om hun er bange for et eller andet. Hun træder hen imod mig.
”Nu skal du være fri lille kalkun”, siger hun.
Tænk at hun synes at jeg er lille, det må da være den første, for jeg er sgu ret fed når det kommer til stykket, men det er alt sammen lige meget lige nu. Hun vil jo sætte mig fri, men hun kan vel næppe bære mig, med de svage arme.
Ganske rigtigt, hun forsøger dog i lang tid, men til sidst giver hun så op, og beslutter sig for at skubbe mig i stedet. Det er temmelig ubehageligt, men jeg bliver rykket en smule ad gangen.
Pludselig kan jeg mærke kulden fra udenfor.
”Hvad laver du Tilde?” pigens far står i det skarpe lys fra stuen og kigger ud på os.
”Den skal være fri” siger pigen, jeg prøver at nikke for at vise at jeg er enig, men jeg mangler jo ligesom mit hoved.
”Nej, den skal vi da spise i morgen, kom herhen” siger faderen, ”Nu lader vi kalkunen sove i fred”.
Ih jamen jo tak da.
Der er mørkt og nu endnu mere koldt, jeg gider det sgu ikke mere. Kan vi ikke bare få det overstået nu. Jeg lukker øjnene i, og drømmer mig hjem, til min mor og min far, ja selv min fede søster er der, de siger alle sammen farvel til mig, og jeg siger farvel til dem.
 
 
Varm luft puster mig i hovedet, jeg stirrer direkte ind i en ovn, uden at stritte imod lader jeg mig glide ind i varmen. Det er faktisk fantastisk at få noget varme efter alt den kulde, men nu må min død da være nær.
Jeg bliver vendt og drejet et par gange, men forbliver i live, jeg er dybt chokeret, hvorfor i himlens navn kan jeg ikke dø.
Så er det blevet spise tid og jeg håber og er næsten sikker på at jeg vil endelig vil dø når jeg bliver skåret over.
Kniven rammer mig.