Jump to Navigation

Death is only the beginning
23. Juni, 2011

 

Han kunne grine, se smilende ud, se så fredsfyldt, man skulle ikke tro at han var en person der var ligeså tom som de mange flasker der lå og flød i hans lejlighed. Loftet lignede sig selv, ligeså hullet og ødelagt som altid. Nogle enkle dartpile sad stadigvæk i deres eget lavede hul, men tyndekræften var ikke en ven.
                      Hvor lang tid var der nu gået? Hvor lang tid var der tilbage?
”Ha” han grinede lidt, men stemmen eppede blot stille ud, efterlod kun hans tunge åndedrag ud igennem hans tørre mund som ikke havde følte en andens varme berøring for hvad der føltes en uendelighed. Han havde glemt varmen fra et andet menneske. Han smaskede lidt blot for at få en lidt mere behagelig substans i munden, men efter blot en lille bevægelse med kæben gav han op, droppede det. Han orkede det ikke. Han lå stadig på det kolde gulvtæppe belagte gulv med sine grå øjne stirrende op i loftet.
Det eneste kontakt han havde med mennesker nu, var de skrigende stemmer bag væggen til hans ukendte nabo. Det var vidst et par med vold i sig, han kunne ringe og melde det, men han følte ikke at det ragede ham hvad der skete med dem eller med omverden.
Selv hvis han prøvede at ringede ville han nok alligevel ikke kunne komme igennem, telefonregningen var ikke betalt og snart ville politiet sikkert hamre på hans dør på grund af de mange rykkere af regninger der endnu lå i deres konvoluter inde foran hans dør ved brevsprækken.
Nu blev der smadret noget inden ved siden af, skrig og vredesudbrud rumlede igennem væggen, stille lukkede han øjnene og mange utydelige silhuetter fremstod for hans indre øjne, men ingen havde nogen genkendelig udseende. De lignede hinanden, alle med spøgelsesagtige ansigter der hver især havde deres sørgelige og paniske udtryk. Brag og skrig. Ild og sne. Alle lyde og indtryk var i et kaos med hinanden.
Stille åbnede han sine øjne igen. Førhen havde fortiden hakket og flået i ham, nu var han blot tom. Fortiden kunne ikke tage mere fra ham. Han ventede blot nu, ventede blot på at kulden i hans krop ville sluge ham og slukke for dette, slukke for dette helvede. Krig? Mennesker? Liv og sjæl? Død og ensomhed? Alt var et uendeligt langt ugyldighed. Han vidste godt hvorfor han lå på gulvet, han vidste godt hvad det betød. Det var lige før han kunne grine af saglighed. Nu var det hans tur til at forsvinde fra denne gudsforladte verden, denne verden hvor der ingen ting var tilbage for ham. Ingen ville sikkert opdage at han var væk, for hvem vidste om hans eksistens på nær de pengesyge mennesker der kaldtes skat? Hvis han blev fundet ville det være på grund af pengeopkrævere.
Dette en var ikke en verden han ville savne, han ville endelig kunne genses med dem han elskede, savnede. Hans familie og hans kærlighed.
En enkel tåre strøg ned langs hans kolde kind, det var overraskende, for man skulle havde troet at han var tom for tåre, men denne var hans sidste, denne var af glæde, denne var hans farvel til en verden han ikke havde eksisteret i med sin sjæl.