Verdens dårligste scoretrick
14. Oktober, 2011
- ’Vil du med ud og ryge en smøg?’
Første gang jeg blev spurgt om det, var da jeg var endt til en tilfældig fest i Gentofte en fredag aften. En dreng kom genert hen og prikkede mig på skulderen med store blå bedene øjne ’Vil du med ud og ryge en smøg?’ Jeg svarede selvfølgelig nej, da jeg ikke ryger og ikke kunne drømme om det. Det havde aldrig faldet mig ind, at invitationen til en smøg var et scoretrick og den eneste måde drengen turde at komme i kontakt med mig på. Hvorfor spurgte han mig ikke bare, om jeg ville med ud og have noget frisk luft? Snakke? Eller er det for umoderne? Skal man gå hen og spørge om ild, før man kan komme i kontakt med fremmede mennesker nu til dages? Personligt synes jeg at ’Vil du med ud og ryge en smøg?’ er det dårligste scoretrick i verdenshistorien, den er endda værre end ’Kommer du tit her? For hvis man ikke selv ryger, er noget af det mest frastødende at kysse med en person, der ryger. Det er som at dele mundvand med Dronning Magrethe, når man bevæger sin tunge ind i en mund, som minder mig om et gammelt tilrøget værtshus. Selv de stærkeste mintpastiller vil ikke kunne overvinde den tilrøgede smag. Og så står jeg tilbage med en ellers ret sød og attraktiv fyr, men med en stor skuffelse over det kys som jeg troede skulle være højdepunktet på min aften. Hvordan ville scoretricks være i en verden uden smøger? Er unge nu til dages for usikre til at score uden en smøg i hånden? Hvad skal man gøre nu når man ikke kan tage et sug af sin smøg når den pinlige tavshed kommer snigende frem? Jeg synes et godt scoretrick er at give et komplement om personers tøj, da de fleste personer vil blive glade og vil i mange tilfælde også være en god start på en samtale. Så drop smøgen når du skal ud og score, du kan aldrig være sikker på om personen du vil score ryger.

