Uhæmmet

14. December, 2011

Han går der i mørket helt alene. Det eneste selskab han har, er de knirkende toner fra de store piletræer som omgiver hans vej. Som han gå der på den asfalterede sti i midten af piletræstunnelen, tælle han småstenene i asfalten. Han tæller stille for sig selv; 113, 114,115. Og sådan forsatte han i timer. De små sten lignede papirclips i mørket. ” 3555, 3556,3557…”.
Pludselig bevægede hans øre sig. Der var en fremmet lyd ude bag piletræernes lange snørklede fingrer. Han dejede sit store tunge hoved og stirrede ud i mørket. Kun piletræer som mest af alt lignede dødt tang fra havets dyb. Han knipper sine trætte øjne sammen i to små sprekker og skannede mørket en gang til. Endelig skete der noget. En lang tynd skikkelse vrikkede rundt mellem træerne. Han havde aldrig set noget bevæge sig på den måde, som en pind lavet af gummi. Han stod som sømmet til jorden og stirrede stift på den dansende skikkelse da den pludselig stoppede brat. Der kom en snurrende lyd og så kom to gule øjne til syne. De kiggede på ham som havde de aldrig set en anden livsform før. Øjnede som ingen propiller havde, begynde at danse hen mod ham med et tomt og nådesløst blik. Han spærrede sine trætte øjne helt op så man skulle tro de ville falde ud og han mærkede gåsehuden kravle som edderkopper op af hans store klumpede krop. Fra et lænden op ad rygsøjlen op til nakken. Han gav et lille ryk med hoved for at ryste dem af. De dansende øjne var kommet til skællet mellem piletræerne og den asfalt stien. Øjnene gav sig selv til kende i en snoende bevægelse ud på stien. En lang krop uden læmmes dele med et brunt siksak mønster vist sig. Den dansede på sin hale i en vrikkende slags snoende oprest gang. Den lignede til forveksling en hugorm men han havde aldrig set en slange bevæge sig på den måde. Hans åndedræt blev mere og mere panisk og hans krop var forstenet. Han var paralyseret. Det dansende væsen stoppede ikke før det stod blot få millimeter fra ham. Det snoede sin krop som en mavedanser mens det sænkede hoved ned til hans. Væsnet kiggede ham ikke i øjnene, men nærmer igennem ham som om det kunne se hans organer gnide sig op ad hinanden. Væsnet stak en lang tynd slimet tunge ud og hvislede; Hvem er du? Der kommer normalt aldrig noget levende på disse kanter. Hvad vil du? Hvorfor er du her?
Han åbnede sin store klodsede mund og lod kæben falde. Men der kom igen lyd fra hans hals. Han anstrengte sig og gispede. Men ligeså kom der intet. Han var stum som tågen. Han kiggede underdanig og tilgivende på væsnet.
-        Hvorfor svare du ikke? Jeg stiller dig jo et spørgsmål. Du burde ikke færdes i disse skove, på denne sti. Ved du overhoved hvor du er?
Han klynkede og sukkede. Han lukkede sine trætte øjne for så at åbne dem igen. Han bevægede sit store klumpede misdannede hoved op og ned i et nik.
-        Hvorfor give afkald på dit liv her? Den uendelige sti er ren pinsel. Du kan kun fortsætte i en retning til du dør. Men end ikke der for du fred. Du bliver forvandlet til et træ i al evighed. Hvad kan du have gjort der så forfærdeligt at du vil pine dig selv til evig tid?
Han kiggede på væsnet med et blik af ren smerte. Han udstødte nogle mærkelige dybe hyl og løftede sin vanskabte arm. Han kørte armen i en langsom bevægelse op og ned mens han pegede på sit korpus. Han udstedte en høj næsten grædende lyd som en døende elefant.
Det dansende væsen knep de gule øjne sammen og nikkede forstående.
-        Hvis jeg har forstået det korrekt straffer du nu dig selv til evig tid for at se ud som du gør? Du er en klog en’. Selv ikke jeg ville spise dig. Du har fortjent at blive straffet! Et væsen som dig fortjener ikke engang at dø.
Han vred sin krop i smerte. Han prøvede at forklare noget, men alt der kom fra hans talerør var hyld af gråd. Hans liv var en fiasko. Selv hans gråd var en fiasko. Han vente sine tørre øjne mod væsnets gule og i det de fik øjenkontakt var væsnets øjne som spejle. Først så han sit eget spejlbillede. En lysebrun vandskabning kiggede tilbage på ham. Dens krop var helt klumpet og misdannet. Det ene øjenlåg hang halvt lukket som et gardin der var gået i stykker. Det ene ben var meget større og end det andet. Den var modbydelig at se på.
Han rev sit blik væk fra de gule øjne og kastede det ned i asfalten. De milliarder af små sten som var knyttet til cementen som sole på en stjerneklar himmel. Det dansene væsen hvislede højt og snoede sit hoved ned til han blik.
-        Du er dømt til at lide i al evighed. Først vil din krop give op og lade dig falde mod jorden. Så vil du lukke dine grumme øjne for sidste gang. En rod vil sno sig om dit kadaver og trække det ind i mellem træerne for så at plante dig. Der efter vil du blive forvandlet til et træ. Du vil kunne se, føle høre og vide at det du til evig tid skal stå der. Alene uden evnen til at leve eller dø.

Det dansende væsen stirrede en sidste gang på ham. Så trak den si lange hals tilbage og rettede sig op. Den vendte sin lange snoende krop og forsvandt mellem piletræerne tilbage til det mørke hvor den kom fra. Han var alene igen. Bange og svag. Han tænkte på om der mon var nogle bakker her i skoven. For han syntes det blev hårdere og hårdere som om han gik op ad. Han begyndte at flytte sine vanskabte ben i takt til hans kunstige åndedræt. Langsomt.