De usynlige hjælpere
27. August, 2010
På Det Kongelige Teater er der altid fuld knald på scenen. Ballet, teater og opera flyder elegant over de skrå brædder. De optrædende får det hele til at glide let, men hvad publikum ikke ser, er alle de mange mennesker der hjælper til bag ved scenen. I de helt store forestillinger kan der være op mod tyve påklædere. Det er de usynlige hjælpere. Uden dem ville de hurtige kostumeskift ikke kunne lade sig gøre.
Påklæderens dag
En påklæder møder en time før forestillingen. De sørger for, at tøjet er klar, og hjælper med at give de optrædende deres kostumer på, da der kan være snører eller knapper de ikke selv kan lukke. De skal være gode til at berolige de optrædende, der kan være meget nervøse før en stor forestilling. De skal prøve at have overblikket og bevare roen, så de optrædende kun skal koncentrere sig om at være på, på scenen. Under forestillingerne kan der være mange hurtige kostumeskift, især under en ballet. Det er påklæderens opgave at holde styr på de mange kostumer og sørge for, at de rigtige kostumer kommer med ned til scenen. Ved siden af scenen foregår de hurtige kostumeskift, da der ikke er tid til at gå i garderoben.
Dansede i underbukser
Det er ikke altid at det går som planlagt. Sandy, en erfaren påklæder fortæller om engang, da et kostumeskift gik galt. En af balletdanserne blev nødt til at tage sine bukser af på scenen for at kunne danse stykket færdigt. Der havde været et meget hurtigt kostumeskift, og påklæderen havde ikke nået at få sat kostumet ordentligt på. Det var derfor ikke muligt at danse i bukserne, og han dansede stykket færdigt i underbukser.
En nøgen mand sprayet ind i guld
Der er tit mange anderledes og sjove kostumer under forestillingerne. Sandy fortæller om et af de sjoveste kostumer, han har set igennem de 11 år han har arbejdet som påklæder på Det Kongelige Teater. En nøgen mand sprayet ind i guld. Den mandlige statist blev sprayet med guld på hele kroppen og skulle svømme rundt i et bassin fyldt med vand. Det var et meget anderledes kostume.
Efter forestillingen
Efter forestillingen sørger påklæderne for, at kostumerne er klar til næste forestilling. Der bliver sendt kostumer til vask og reparation, for der kan hurtigt komme små skader på kostumet under en forestilling.
Påklæder er et ufaglært arbejde. Det vil sige, at det ikke er noget man kan uddanne sig til. Det er et timelønnet job, så det er ikke noget, man kan leve af. De fleste påklædere interesserer sig for teater og tøj. Påklæderen sørger for, at tingene glider for skuespillerne under forestillingerne. Uden dem ville skue-spillerne ikke kunne få deres flotte detaljerede kostumer på, og der ville ikke kunne foregå nogen hurtige kostumeskift. Selvom publikum ikke kan se dem, er der mange usynlige hjælpere.

