Blur – ambulance Et maleri

14. Oktober, 2011

 
 
Melankoli. Er det første ord, der printer sig inde i hovedet på mig. Den sorte baggrund som fader ind til en mørkegrå farve i midten spreder en melankolsk følelse inden i mig. Jeg føler næsten ensomhed. Men det er ikke en ubehagelig følelse. Det er koldt, men stadig varmt. For i midten af billedet er der et slags lys. Det er et skelet som står alene. Men den ensomme følelse ændrer sig, når jeg kigger længere ind i billedet. For rundt omkring skelettet er der silhuetter af en slags mennesker-ting, som kigger op på skelettet. Men de er ikke onde. Bare forventningsfulde. Til hvad der skal ske. Skelettet føler sig i starten alene og bange. Føler at det vil fejle og at det ikke er godt nok. Men så indser det, at det er godt nok. At det nok skal gå. Og at det nok skal klare den. At selvom den måske er alene lige nu, så er der nogen derude, det kan dele verden med. Og folk holder af det selvom det er anderledes.